Alle rationelle tanker forlader hende med samme hastighed som blodet forsvinder fra hovedet. Tungen føles som en stor, tør klump i munden.

Læreren har lige spurgt hende om noget, men hun kan ikke finde ordene. Alle kigger. Rødmen breder sig op ad halsen og overtager kontrollen.

 

Nu kan alle se det. Der er stille i klassen, men Natasjas hjerte hamrer, og hovedet larmer. Hun kan ikke høre sine egne tanker. Læreren spørger en anden, og Natasja undskylder sig og glider ubemærket langs væggene og ud ad døren. Rødmen har nået hele ansigtet nu, og kvalmen er nået helt op til halsen. Hun haster ned ad gangen og lukker diskret toiletdøren bag sig.

 

Vreden bobler over i det sekund, hun slår låsen for. “Hvorfor kan jeg ikke bare fungere normalt ligesom alle andre? Hvordan kunne jeg lade det ske igen?”.

Hun tilter toiletlåget og sætter sig. Hovedet mellem benene, og dybe vejrtrækninger. Så forsvinder svimmelheden lige så langsomt. Det har hun efterhånden lært.

 

Angstanfaldet aftager, og Natasjas puls finder gradvist sin stabile rytme igen.

 

Men før hun låser sig ud i virkeligheden igen, lægger hun nøjsomt sin make up. Foundation og pudder med generøse strøg op ad halsen og hele vejen rundt i ansigtet. Sådan skjuler hun den rødmen, der for få øjeblikke siden truede med at afsløre hendes skam for hele gymnasieklassen.

 

Det er rødmen, der er det værste.