I gymnasieklassen føler Natasja sig uden for fællesskabet. Hun tør ikke betro sig til kammeraterne, som hun i forvejen føler ser skævt til hende. Hun er anderledes. Hun vil ikke fremlægge foran klassen, rækker aldrig fingeren op, men alligevel høster hun topkarakterer. Hun har undtagelsesvist fortalt sine lærere om sin sygdom og aftalt, at hun ikke skal holde oplæg i klassen. Lærerne hører hende i pensum i enerum efter skole. Kammeraterne trækker sig længere væk. Ingen ved, hvorfor Natasja er, som hun er.