Elias Ehlers, 29. Komiker, har haft angst i 23 år.

 

Hvordan mærkede du angsten første gang?
Jeg mærkede min angst første gang da jeg var 6 år gammel. Min mormor døde og pludselig begyndte min hoved at grave i tanken "hvor er hun nu" og det overtog mig totalt. For hun var jo væk?

 

Hvilke udfordringer har din angst givet dig?

Angsten giver mig stadig udfordringer hver dag. Den vigtigste, for mig at se, er kampen om at se rent. At kunne se igennem tankerne og følelserne i kroppen og skelne. Er det her normale tanker, eller er det angst.

 

Hvad er det værste ved angst? 
Det værste ved angst er, at når den rammer, så er det ligegyldigt hvor du er.  Hvem du er sammen med, eller hvor langt du er kommet i dit arbejde med den. Du kan være nået til et lykkeligt sted i dit liv, men når den rammer, rammer den her tanke også. "Nå ja - det er sådan her jeg virkelig er" - og pludselig smuldrer alt væk og man føler man er tilbage ved square one.

 

Hvad er det bedste ved angst?
Der er positive sider ved angst. Men hvis jeg kunne vælge ville jeg helst bare undvære angsten. Med det sagt så har jeg fået et mere nært forhold til alle mennesker i mit liv pga angst. For jeg kan ikke rigtig gemme mig eller lade være at være til stede eller ikke se mine venner, for så får jeg det dårligt. Angsten tvinger mig til at dyrke gode menneskelige reaktioner.

 

Hvad hjælper dig når du føler angst?

Distraktion, optag din hjerne. Fysisk aktivitet for at brænde adrænalinen af eller at sætte sig roligt og møde angsten for at opdage at den lidt er som en sten i skoen. Hvis du altid flygter fra den, løber rundt med stenen i skoen, så kommer det til vanvittigt ondt når du en dag ikke kan flygte mere. En sidste ting er blot at sige til sig selv. "Det er bare angst, det er ikke mig".

 

Hvordan har det været at fortælle andre om din angst?

Jeg var ret nervøs for at fortælle det til andre. Forstod de det osv. Det viser sig at være ligegyldige tanker. Nogle forstår det, andre ved slet ikke hvad man taler om, men fælles for alle jeg har fortalt det, og til min store overraskelse, har jeg ikke oplevet andet end varme, støtte og forståelse fra alle der har fået det at vide. Alle har jo angst i kroppen. Alle ved hvordan det føles. Vi er bare nogle der har meget mere af det end de andre og de andre kan SAGTENS forstå at det ikke er særlig sjovt.