Tanja Jepsen, 26 år, arbejder med skadeservice
Hvordan mærkede du angsten første gang?

Jeg havde ondt i maven og kaos i mit hovede. Det var som om verden lige pludselig viste sig fra sin værste side, og alting braste sammen omkring mig.
 

Hvilke udfordringer har din angst givet dig?

Det har været svært at finde arbejde. Svært at finde en arbejdsplads jeg har tillid til. Jeg lagde en dæmper på mig selv, når jeg var til jobsamtale, fordi jeg ikke var tryg ved at sidde overfor en butikschef. Jeg kan heller ikke arbejde med høje lyde, folk der råber og ting, der sker pludseligt.
 

Hvad er det værste ved angst? 
Det er de tanker man går alene med. Er det bare fordi jeg er pjevset?, gør jeg noget forkert?, har min chef ret? Jeg var også bange for at jeg var blevet blacklistet hos Coop, fordi jeg fik afslag på afslag i min jobsøgning.
 

Hvad er det bedste ved angst?
Jeg gav mig selv en udfordring. En kammerat, der kendte til min angst, inviterede mig med til Langelandsfestival som samarit. Jeg ville væk fra angsten. Derfor sagde jeg ja. Jeg kunne tvinge mig selv væk fra angsten ved at vise mig selv, at jeg duede til noget. Et andet menenske havde pillet mig ned - det her kunne jeg bruge til at bygge mig selv op - det endte med at jeg mødte en masse mennesker, der er mine gode kammerater i dag. Dem havde jeg ikke mødt uden angsten.
 

Hvad hjælper dig når du føler angst?

Jeg slår angsten ud af hovedet. Jeg fortæller mig selv, at jeg havde ret. Men min familie, venner og omgangskreds har også været en stor hjælp. Jeg havde dem at snakke med. På den måde vidste de, hvilke følelser, jeg kæmpede med, og min far kunne derfor tage over ved møderne med min chef. Det, at jeg delte mine tanker, hjalp. Jeg snakkede med den butikschef, jeg var udlært hos. Det var rigtig rart, at høre, at der var andre, der kunne forstå mig - jeg var ikke alene.
 

Hvordan har det været at fortælle andre om din angst?

I starten var det sindssygt svært. Det er jo en del af dig selv, som du udleverer til andre mennesker. Og angst er ikke noget, du har lyst til at have. Man kan godt føle lidt angst for at fortælle om det. Hvad vil de mon tænke? Men når først man får åbnet op, bliver det meget lettere, og det bliver nemmer selv at bearbejde. Folk forstår bedre, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Jo mere man snakker om det, jo flere inputs får man. Og vennerne kan bedre hjælpe.